Gussagården er et dejligt rummeligt hus med masser af atmosfære, og den ligger midt i den skånske natur med god udenomsplads og skov omkring, lige som vi havde ønsket det. Idyllen skæmmes dog lidt af en stærkt trafikeret vej, som løber lige forbi ejendommen.
Vi opholdt os på gården fra den 7. til 14. marts og havde i weekenden samlet familien for at fejre en rund fødselsdag. Desværre er Gussagårdens elsystem ikke gearet til at opvarme huset, når det er koldt, så vi måtte bruge en del tid og meget energi på - efter telefonisk rådslagning med udlejer - at skifte propper, som er placeret tre forskellige steder, så det var lidt af et detektivarbejde at finde fejlene.
Fredag aften, da hele familien var samlet, forsvandt en del af lyset igen og strømmen til køleskabet, men lidt senere desværre også vandtrykket, og lørdag morgen var der ikke vand i hanerne. Efter endnu et nødopkald til udlejer lykkedes det igen at få gang i vandpumpen.
De mange strømafbrydelser skabte en del panik, og på et tidspunkt frygtede vi, at vi måtte aflyse fødselsdagsfesten. Vi har efterfølgende fået tilbudt kompensation fra udlejeren, som har planer om at forbedre el-systemet.